Her er tre fede oplevelser i din kommune: Skanderborg og omegn

Profilbillede
Laura Schmidt Abildtrup

Hvis du skal holde sommerferie i Danmark i år og du bor i Midtjylland, så læs med her. Vi har samlet tre gode bud på gratis oplevelser i Skanderborg og omegn.


1. Discgolf i Dyrehaven 
I Dyrehaven i Skanderborg kan du udfordre dine venner eller familie i discgolf på den 18 huller store bane. Kombinationen af motion, natur og socialt samvær er den perfekte sommeraktivitet, som alle kan være med til.  

I discgolf gælder det om at kaste en specialdesignet frisbee ned i de opstillede kurve på banen på færrest mulige kast.  

Du kan læse mere om reglerne og hente et kort over banen samt et score-kort her.  

Det er gratis at bruge banen i Dyrehaven, du skal blot medbringe din egen disc. Du kan også låne en disc på Skanderborg Bibliotek. Læs mere her. 

Når du er færdig med at spille discgolf, kan du nyde en medbragt madkurv i Dyrehaven eller hilse på hjortene i hjorteparken ved Svanesø. 

Du finder discgolfbanen ved Dyrehaven 7, 8660 Skanderborg.

Se et kort over discgolfbanen her.

Kilde: Skanderborg Kommunens Biblioteker // skanderborg.dk

2. Pulsparken i Ry 
I Pulsparken i Ry kan du udforske et stort udendørs aktivitetsområde. Her finder du de fire forskellige zoner: Sansezonen, Legezonen, Pulszonen og Stizonen. 

I Pulszonen kan du få pulsen højt op, uanset om du er til løb, cykling eller skating. Her kan du blandt andet lave seje tricks på dit skateboard, løbehjul eller rulleskøjter. 

Efter du har givet den gas i Pulszonen, har du mulighed for at få pulsen ned igen i Sansezonen. Her kan du nyde en stille stund med meditation og yoga i pyramiden, sanseoplevelser i haven eller opdagelsesture med bare fødder rundt om den lille sø. 

Du kan også udforske Stizonen – et vidt forgrenet net af gode asfalt- og skovstier. Her kan du fx løbe en 5 km. lang rute, hvor der er gadebelysning hele vejen.  

Sidst men ikke mindst finder du legezonen, hvor der er rig mulighed for leg og udendørs motionstræning. 

Pulsparken er et besøg værd for alle, der elsker udendørs leg og aktivitet. 
Du finder Pulsparken på Skanderborgvej 89, 8680 Ry. 

Kilde: VisitSkanderborg 

3. Outdoor overnatning i Søhøjlandet
Hvis du også kunne tænke dig at overnatte under stjernerne, hygge om lejrbålet og nyde den friske luft, så er der rig mulighed for overnatning i det fri i Skanderborg Kommune.  

I det naturskønne Søhøjland finder du mange dejlige og gratis overnatningssteder i naturen. Her finder du blandt andet telt- og shelterpladser både for gående, cyklende, sejlende og sågar hesteryttere.  

Flere af shelterne kan bookes online, så du er garanteret en plads. 

Du kan læse mere om de forskellige udendørs overnatningssteder i Skanderborg Kommune, samt hvordan du booker et shelter her. 

Kilde: VisitSkanderborg
Flere artikler